Astrologi er baseret på et ikke-eksisterende forhold, som ikke har grundlag i den fysiske verden, alligevel er den dog baseret på evig sandhed. Zodiaken er solens imaginære vej på himlen og er derfor stort set en rækker illusioner, set fra en eksoterisk åndvidenskabs synsvinkel. Men på den anden side eksisterer stjernebillederne og deres væren og påvirkning på os. Energistrømme som flyder frem og tilbage, blandes og griber ind i hinanden overalt i rummets legeme, er på ingen måde en illusion. Det er bestemte langvarige beslægtede forhold som giver udtryk i vores væren fra en række af langt højrer bevidstheder. Det er menneskets misbrug af de forskellige energier og dets polariseret følelsesmæssige legeme der har været med til at skabe illusionen.

På menneskets udviklingsvej igennem zodiaken starter det sin runde fra vædderen og derefter over til fisken. 

Nøgleord for mennesket på det almindelige hjul:

Og ordet lød: »Lad formen igen søges.« (vædder)

Og ordet lød: »Lad kampen være uforfærdet (Tyren)

Og ordet lød: »Lad ubestandighed gøre sin virkning.« (Tvillinger)

Og ordet lød: »Lad isolation være reglen, og dog eksisterer mængden.« (Krebs)

Og ordet lød: »Lad andre former være til. Jeg hersker.« (Løven)

Og ordet lød: »Lad materien herske.« (Jomfru)

Og ordet lød: »Lad der træffes et valg.« (Vægt)

Og ordet lød: »Lad maya stå i flor, og lad vildfarelse herske.« (Skorpion)

Og ordet lød: »Søg føde.« (skytte)

Og ordet lød: »Lad ærgerrighed herske, og porten stå vidt åben.« (Stenbuk)

Og ordet lød: »Lad begæret være hersker i formen«. (Vandbære)

Og ordet lød: »Gå ned i materien.« (Fisk)

Ved slutningen af det almindelige menneskes runde i zodiaken vil erfaring fra tvillinger om samspillet mellem den separatistisk formnatur og sjælen blive bevidstgjort. Denne nye opfattelse af sjælens tilstedeværelse vil skabe en ny koncentreringen af de lavere begær (Tyren). Dette går forud for en ny omdrejning af det store hjul i søgen efter personlighedens tilfredsstillelse, som også kendes ved “Den fortabte søns rejse til et fjernt land”.

Nøgleord for disciplen på det omvendte hjul:

»Jeg forlader Faderens hus, og idet jeg vender tilbage, frelser jeg.« (Fisk)

»Jeg er livets vand, som udgydes for tørstende mennesker«. (Vandbære)

»Hensunken er jeg i overjordisk lys og vender dog dette lys ryggen.« (Stenbuk)

»Jeg ser målet. Jeg når dette mål, og derefter ser jeg et andet.« (skytte)

»Kriger er jeg, og fra kampen står jeg sejrrig frem.« (Skorpion)

»Jeg vælger den vej, der går mellem de to store kraftlinjer.« (Vægt)

»Jeg er moderen og barnet. Jeg er Gud, jeg er materie.« (Jomfru)

»Jeg er det, og det er jeg.« (Løven)

»Jeg bygger et oplyst hus, hvori jeg dvæler.« (Krebs)

»Jeg erkender mit andet selv, og når dette selv toner bort, vokser og stråler jeg.« (Tvillingerne)

»Jeg ser, og når øjet åbnes, er alt lys« (Tyren)

»Jeg træder frem, og fra tankens plan, hersker jeg.« (Vædderen)

I fisken er sammensmeltningen eller blandingen af sjæl og form, det som frembringer åbenbaringen den fuldkomne individuelle sjæl. Denne dualitet må studeres i forbindelse med trældom/fangenskab, forsagelse/afkald og offer/død.

Vædderen styrer discipelskabets vej og er beslutning om at opnå frigørelse. Det er medskaber af viljen til at vende tilbage til urkilden og er den egentlige årsag til forandringerne på det faste kors.

På dette tidspunkt i udvikling er personligheden fanget af sjælen, denne dobbelte trældom bringes til ophør ved det, der kaldes den endelige død. Når den fuldstændige frigørelse af livsaspektet fra materien, der finder sted på et langt senere tidspunkt når det kardinale kors er besteget.